Hvad vil det overhovedet sige, at noget har værdi? Hvad betyder det, at noget er mere værd end andet? Hvad er et barn værd? Og hvordan træder man som sådan, som et barn, ind i denne vurderende og dømmende verden? Digtsamlingen Barndomstolen af Ulf Karl Olov Nilsson – også kaldet UKON – består af de to suiter »Værditautologien« og »Barndommen« og kredser om vores kollektive ideer om værdi og barndom. UKON afprøver udsagn, han benytter sig af en ’postproduktiv’ strategi, hvor allerede eksisterende sprog – hentet fra bl.a. Hölderlin, palæontologien, vekselkurser, adoptionspapirer og FN’s menneskerettighedskonventioner – sættes ind i en anden kontekst, for på den måde at skabe ny betydning af det sprog, vi kender alt for godt. UKON udforsker det sted, hvor logikken glider over i absurdisme, og resultatet er både uhyggeligt og komisk, provokerende og rørende. I bogen møder vi os selv og konfronteres med de sætninger, vi ikke vidste, vi allerede havde tænkt. Med udgivelsen af Barndomstolen præsenteres UKON’s forfatterskab endelig på dansk, et forfatterskab, der er bredt anerkendt og rost af læsere og kritikere i Sverige og Norge, ligesom at han i efterhånden mange år har haft sine læsere omkring de danske forfatterskoler, akademier og universiteter.
Ulf Karl Olov Nilsson (UKON), f. 1965, er svensk forfatter,
oversætter, psykolog og psykoanalytiker. Han anmelder for Svenska Dagbladet og Göteborgs-Posten og er redaktør på tidsskrifterne Glänta og Arche, ligesom han har været en del af tidsskriftet OEI. Han debuterede i 1990 med digtsamlingen Kung-Kung og har siden udgivet 19 bøger, herunder faglitteratur, essays, digtsamlinger og en roman. For sit forfatterskab har han bl.a. modtaget Guldprinsen, Göteborgs-Postens litteraturpris og Kallebergerstipendiet samt været nomineret til Augustpriset flere gange.
Presse og anmeldelser:
Det er klart, at stemmen i ’Barndomstolen’ har mange frekvenser, den er trods alt resultatet af et poetisk patchwork, og alligevel fremstår hver eneste linje skarptsleben og indlysende. Jeg får lyst til at sammenligne Ukon med billedhuggeren, som hugger ind i et allerede eksisterende materiale, puster støvet væk og skulpturerer noget hidtil uset frem. I Ukon’s tilfælde er materialet simpelt hen det sprog, vi benytter hver eneste dag.
– Benedicte Gui de Thurah Huang, Politiken
Der er noget maskinelt og nærmest dumt over de konstante udbasuneringer. Det er i sig selv en præstation at skrive sådan og samtidig få læseren til at blive ved med at læse. Men man bliver ved. Der er noget dragende over UKON's antipoesi, den vekselvirker spændstigt mellem nagelfasthed og regelløshed. Der kommer en spænding ind, man fornemmer, at alt kan ske, og så, i næste øjeblik, lukker stemmen mulighederne ned med endnu en selvsikker dom. Hvorefter verden skifter farve og form igen, et nyt udsagn trækker i en helt femte retning, og i næste linje sker det igen, man katapulteres videre [...] Sjældent har digte, der prøver at være alt andet end digtagtige, fungeret så overbevisende, medrivende og ukrukket som netop dét.
– Alexander Rich Henningsen, Atlas
Den svenske digter UKON skriver om alt fra IKEA og valutakurser til monstrøse børnefødsler og uddøde sprog. Stemmerne snakker, pipper og råber i munden på hinanden, der konstateres og længes, og jeg oplevede både at grine og væmmes over ganske få sideskift. [...] Læs Barndomstolen og oplev det selv – det er poesi, der rykker!
– Olivia Nedergaard, Modspor
[...] det er tydeligt, at UKON, der nyder stor respekt som både digter og psykoanalytiker i Sverige, ønsker at kortslutte det typiske poetiske sprog om følelser. At han forsøger at komme bag om det kønne, velordnede digt og på den måde skabe et nyt sprog, der bedre er i stand til at vise, hvordan vi som vestlige mennesker tænker. Hvordan det uigennemtænkte – som blot er rester af reklamesprog, politikersprog, videnskabssprog, retssprog og kunstnersprog – og det tænksomme flyder sammen i vores bevidstheds hav. Barndomstolen er i den grad værd at læse og ikke mindst for at få en fornemmelse af, hvad UKON er for en forfatter. Og det siger noget om ham, at han på pressebilledet – med sit store overskæg og rugende positur – imiterer Nietzsche, mens forkortelsen af hans navn peger på Ukon, en japansk poet fra 900-tallet.
– Jeppe Krogsgaard Christensen, Kristeligt Dagblad
