Andreas Vermehren Holm: Vågen og ingen

Udgivelsesdato: 27. februar 2020

144 sider
Vejl. pris: 200 kr.

Vågen og ingen samler flere tekstformer til en æstetisk helhed og trækker både kulturhistoriske og eksistentielle spor ind i sin egen sammenhæng. Skriften er lagdelt og præget af spørgen, afsøgning, indsamling, tvivlen, stræben, afprøvning, kritik og forundring. Bogens »jeg« er ikke fast afgrænset, men står åbent bagud, flyder over i fortiden og i det, som ligger uden for dets egen individualitet. Gennem mødet med en række litterære arketyper, narren, eremitten, den vakte, bibliotekaren i Alexandria, Skt. Frans af Assisi, Jakob og englen og den fjerde i treenigheden, vokser en anderledes og stille fortælling frem, om glæde og forvandling, tab og frihed, og om afstand og nærhed til den verden, der omgiver os. Pilgrimmen er den gennemgående figur.

Andreas Vermehren Holm (f. 1988) er forfatter, oversætter og forlægger på Forlaget Virkelig, hvor han blandt andet redigerer skriftserien Bestiarium og Ny Jord – tidsskrift for naturkritik. Han er uddannet fra Litterär gestaltning, Författerutbildningen (ma) ved kunstakademiet Valand i Göteborg. Han debuterede som forfatter med poetikken Palimpsest (Aviary Press, Malmö 2015) og digtsamlingen Antropocæn kreatur (h//o//f, Moss 2015). Han virker desuden som grafiker under pseudonymet rue Jean Nicot og modtog i 2019 Den danske bogdesignpris for sit arbejde med Virkelig og digtsamlingen Kimene (Catalyst Press, Aarhus 2018). Som oversætter har han blandt andet oversat værker af Jørn H. Sværen, Jen Bervin, Cia Rinne, Tomas Espedal og Simone Weil til dansk. Vågen og ingen er hans første bog i Danmark.

Presse og anmeldelser:

"Ordene i titlen, Vågen og ingen, er både poetik og livsform. Helt enkelt at vågne om morgenen, konstatere, at man lever, åbne sine sanser mod verden, ikke afgrænse sig selv fra omverdenen som individ, men være en ingen i mange tider. Værket prædiker ikke, men jeg får en stor lyst til at lytte og lære."

- Kamilla Löfström, Information

"Holdningen hans viser seg blant annet i bokens collagelignende tekststykker; disse består av oppkopierte sider fra eldre verk, der Holm har malt over teksten, men latt enkelte ord og setninger stå igjen. Slik synliggjør han litteraturen som kilde til erfaring, som en øvelse i oppmerksomhet, samtidig som han avviser ideen om boken som noe fullendt og avsluttet. Vågen og ingen minner om at vi er medskapere av litteraturen, slik vi – med våre tanker, vårt språk – også er medskapere av verden. Ansvaret dette medfører tar Holm aldri lett på."

- Carina Elisabeth Beddari, Morgenbladet

"Vermehrens største styrke og svaghed, når han (tilsyneladende) skriver som 100 procent sig selv, er hans oprigtige inderlighed og inderlige fromhed: Den lille suite »Alene og dagen« bliver øretæveindbydende selvgod i og med sin insisterende minimalisme: »Ved spisebordet i køkkenet med sangfuglene udenfor i nærheden siger han: Tak«, mens den heftige hyper-hellighed i hyldestportrættet »Livsform for Frans af Assisi« lige præcis bliver dejligt for meget af det gode: »Frans af Assisi (1182-1226) var en nøjsomhedsplante, født og opvokset som købmandssøn.«"

- Lars Bukdahl, Weekendavisen

"Med Vågen og ingen har Andreas Vermehren Holm begået et flerstemmigt formeksperiment om dét at være i Verden. En verden, hvor velkendte koncepter som tid, individualitet og artshierarkier synes at være sat ud af kraft. Og hvor naturen hele tiden trænger sig på."

- Kamma Overgaard Hansen, Modspor